Til eftertanke


Hvorfor tro på en gud?

Dette spørgsmål har for nyligt prydet busserne i København og i Århus. Kampagnen er blevet iværksat af Ateistisk Selskab og skulle angiveligt få folk til at reflektere over deres tro – i sidste ende skulle den refleksion så gerne ende med en udmeldelse af folkekirken. Indtil videre har kampagnen været en succes, idet flere tusinde har meldt sig ud.

Man kan undre sig over, hvorfor en refleksion over troen på Gud ender i udmeldelser frem for indmeldelser. Der er vel intet entydigt svar, men efter at have fulgt med i debatten og brugt en del tid på at læse almindelige danskeres kommentarer til debatindlæg på internettet, synes jeg alligevel, at der er nogle tanker, der går igen. Mange af de her kommentarer afslører et overfladisk kendskab til religion såvel som historie og afslører ligeledes en tendens til kun at ville se verden på én måde, altså se tilværelsen i sort og hvidt.

Eksempelvis er jeg tit stødt på udsagnet: ”Religion er roden til alt ondt”. Det er et ekstremt kategorisk udsagn, der ikke levner meget plads til yderligere refleksion, eftersom et udsagn af den art i ét væk lukker tankeprocessen af for en hver yderligere udfoldelse. Det er på sin vis et meget barnligt udsagn, fordi det vidner om et abstraktionsniveau på linje med en 4-årig: Verden er sort og hvid!

Vover man dog skridtet med åbent sind at undersøge tingenes egentlig tilstand, vil det hurtigt gå op for en, at religion ikke er roden til alt ondt; mennesket bærer sin væsentlige del af skylden. Religion i de forkerte hænder kan være farligt, herom er der ingen tvivl: Mange forbrydelser er blevet gjort i kristendommens navn (for nu lige at holde os til den livstolkning, jeg selv repræsenterer). Men vendt om kan man sige, at mange forbrydelser ligeledes er blevet gjort i videnskabens navn. Tænk blot på nazisternes perverteret udgave af evolutionstanke eller de forbrydelser, der er blevet gjort i forsvar for en ateistisk ideologi som kommunisme. Mennesket vil altid være fejlfaktoren i enhver livsanskuelse.

Der er en anden generel tanke mod kristendom blandt ateisterne, og en dag så jeg en meget rammende beskrivelse af denne tanke: ”Det er en irrationel tro; den kan ikke bevises”. Det forekommer mig, at der må være en form for begrebsforvirring til stede hos de gæve ateistiske korsfarere. En tro vil altid være irrationel og det ligger i definitionen af ordet tro, at det ikke kan bevises under de givne omstændigheder. Intet sted i kirken påstår vi at have kendskab og viden om, at Gud faktisk eksisterer – derfor hedder det også: Vi tror på Gud Fader i trosbekendelsen.

Hvorom alting er så bevæger vi os ind på skellet mellem tro og viden. Og der findes mennesker, der mener, at videnskaben er kommet langt nok til at modbevise eksistensen af en guddom. Eksempler på dette er teorierne om evolution og big bang. Her er det vigtigt på det kraftigste at pointere, at det nemlig er teorier, vi har med at gøre: Ingen af de to er blevet bevist, hvormed vi så ender tilbage i troen på et big bang og evolution. Der er dog intet til hinder for at sammenflette troen på evolution og big bang med troen på Gud. Som sådan strider teorierne ikke med, hvad vi finder i Biblen. Dertil skal det tilføjes, at Gammel Testamente af de fleste præster og teologer læses mytologisk frem for faktuelt.

 Og her når vi så til endnu en kritisk forståelse af Biblen, eller mangel på samme. Gammel Testamente er livet for mennesket før åbenbaringen i Jesus Kristus. Før ham var det loven og den nøjeregnende Gud, der bestemte livets gang. Efter Kristus er vi gjort fri i Kristus, frie til at være mennesker og frie fra alle regler og forskrifter. Som Paulus siger det: ”Alt er mig tilladt, men ikke alt gavner”. Dette er en yderst vigtig pointe at have med, hvis man vil driste til sig at sige noget om kristendom. Hermed forsvinder altså den dømmende, harmfulde gammeltestamentlige Gud; alt bliver nyt i Kristus.

Men hvad så med himlen og helvede, vil nogen måske sige og føje til: ”Du tror kun af frygt for et helvede eller i håb om en himmel, altså straf eller belønning”. I dagens Danmark finder jeg det svært at tro på, at nogen bekender sig til kristendommen udelukkende af frygt for et helvede. Præsterne har også gjort sit for eliminere helvede. Kender man sin Bibel og sin kirkehistorie ved man også, at helvede er et koncept, der har udviklet sig over lang tid, selve skrifterne omtaler kun ild og flammer perifert. Så står vi tilbage med belønningen – tror man blot for at blive belønnet?

 Guds nærvær efter døden er det grundlæggende håb i kristendommen, og enhver der har indset, at vi i sandhed en dag skal dø, kan nikke genkendende til det livsopretholdende i sådan et håb. Men medmindre man er underlagt en neurose, er disponeret for angst eller lider af en dødelig sygdom, så fylder døden ikke meget i hverdagen for de fleste mennesker, tværtimod er det livet der fylder. Og hvordan skal det så leves det liv.

 Endelig er vi nået til sagens kerne. Med alle de livsanskuelser der er, hvorfor er det så netop den, der har en guddom som kerne, jeg skal vælge som min. Med andre ord: Hvorfor tro på Gud? Først og fremmest er det sådan set ikke noget, man vælger. Troen kommer til én. Min egen vej til troen var, at min forstand simpelthen ikke kunne gribe, hvor stort og fantastisk skaberværket er. Det førte til en taknemlighed over overhovedet at være til; en taknemlighed som krævede en retning at rette sig henimod. Hvorfor så lige den kristne Gud og ikke en af de mange andre religioners gud/guder, der er at finde i verden. Fordi kristendommen kræver noget af dig, der er en etisk fordring om at elske sin næste og gøre alt, hvad der er i din magt for at hjælpe denne. Det er naturligvis en umulig opgave og man vil hele tiden fejle, fordi man netop er et menneske. Men det er ikke desto mindre kravet: Du skal hjælpe, fordi Gud elsker alle, og derfor skal du også elske alle; du skal se det guddommelige i enhver, du møder på din vej. Derfor handler det ikke om at gøre gode gerninger for at få en belønning; du gør gode gerninger, fordi du tror, og den tro forbinder dig og hvert enkelt menneske med det guddommelige. 

Forestil dig årsagen til at hjælpe din næste i et ateistisk verdensbillede. Eftersom vi her ikke har en fælles relation i Gud, så må vi finde på en anden undskyldning for at være gode mod hinanden. Den logiske konsekvens må derfor blive, at vi udøver gode gerninger, fordi den person, vi hjælper, har en ønsket funktion, som du finder værdifuld for dit levned. Går man ind på den vej, kan man hurtigt begynde at devaluere mennesker; fordi man ikke lige finder en værdi hos dem, der er noget værd i ens øjne. Det bliver således op til ens menneskelige forstand og følelser, der bliver bestemmende for hvem, der er noget værd og hvem der ikke er det. Lignende tanker har vi med gru set udøvet før i verdenshistorie.

Afslutningsvis kan man stille spørgsmålet: Vil du kunne fortælle dine børn, din familie, dine venner og bekendte eller blot en vildt fremmed, at der er én, der elsker dem. Eller er det nok at sige, at det er der absolut ikke. Er det forkasteligt at håbe og tro på, at der findes et ufejlbarligt væsen, der vil os alle det godt. Eller skal vi overlade os selv og verden til den beregnende forstand og den kolde kynisme.

Ivan Tabrizi

Maj 2016

 

 


Sport, ritualer og religion

Min ferie blev afsluttet med en træningslejr, der strakte sig over en weekend. Det var en lejr for flygtninge, hvor de fik mulighed for at komme lidt væk fra hverdagens rutiner og samtidigt danne nye relationer eller forstærke de allerede eksisterende. At mødes gennem sport viste sig at være en glimrende måde at lære hinanden at kende på; blot ved at spille en times volleyball finder man hurtigt ud af de forskellige menneskers temperamenter, stærke sider, svage sider og hvordan vedkommende fungerer i en gruppe af mennesker, som man lige har mødt. Og eftersom sport er værdineutral kan man ikke komme til at skændes om andet end om en bold var ude eller inde og lignende ting – personlige overbevisninger og meninger måtte hvile for en stund til fordel for legen. Den visdom har de eksempelvis også gjort brug af i Sierra Leone; efter borgerkrigen fik nogen den fremragende ide at bruge fodbold som middel til forsoning mellem de tidligere stridende parter. I selv samme weekend som denne træningslejr blev afholdt, blev der i Amerika afholdt et boksebrag, der er uden lige i forhold til økonomisk indtjening. Såvel boksere som arrangørerne fik mildest talt lommerne fulde af de svimlende beløb, som kampen indbragte. Den ene bokser tjente over 100 mio. dollars for den ene kamp, hvilket man må sige er en yderst lukrativ timeløn. Uhyre summer er dog ikke fænomen, der kun finder sted i boksning. I fodbold er der ligeledes talrige eksempler på spillere, der bliver solgt og købt for absurd mange millioner kroner. Og det kan virke en anelse overdrevet, at der kan være så mange penge i noget, der i bund og grund ikke er meget andet end en leg. Men måske er det netop mere end bare en leg. I Sportens verden er der mere end bare sport på spil, der er identitet på spil. For hvert sportshold eller individuel atlet bliver der fortalt en historie. Og der sker det, når man bliver fortalt en historie, at man identificerer sig med personerne i historien. Det sker f.eks. også når man ser en film eller læser en bog. På den måde skriver man sig selv med ind i historien om ens favorit fodboldhold eller yndlings tennisspiller. Derfor er der mere på spil end bare legen; man sætter hele sit væsen i spil. Det forklarer måske også, hvorfor man kan se fans såvel som udøvere bryde ud i gråd, når de enten vinder eller taber. I bund og grund er det ret beset ganske fornuftsstridigt at være så emotionel omkring en bold, der sparkes frem og tilbage. Men det giver mening, når man tænker på, at der er mere på færde end blot selve spillet. År 1992 vil altid stå som en milepæl i dansk fodbold, året er blevet en integreret del af dansk selvforståelse – endda til den grad, at det er med som spørgsmål i indfødsret testen. Måske kan man ligefrem trække linjer tilbage til hulemenneskerne, der skulle samarbejde om at fange et byttedyr; et velplaceret spyd i et byttedyr svarer måske til et velplaceret mål. Hvis det er de samme psykologiske mekanismer, der sættes i gang under hulemenneskernes jagt som det er, når man hepper på ens hold, er det intet andet end gruppens overlevelse, der er på spil og derfor af allervigtigste betydning. Formår du ikke at fange byttet, går din stamme under og formår du ikke at score et mål, så går holdet med tiden under. Der tages på ingen måde heller ikke let på den her problematik. Som nævnt kastes der penge i spandevis efter det ene mål at fremme chancerne for at få succes i sportsverden. Udøverne går også til ekstreme længder for at presse deres krop til at præstere maksimalt. Nogle går endda endnu videre. Nogle gange kan det nærmest antage en religiøs form, idet ritualer er et fast element i flere atleters rutiner. Før en boksekamp er det ikke et særsyn, at bokseren slår korsets tegn for sig, før kampen begynder. Christiano Ronaldo skal gå ind på banen med højre fod forrest, ellers spiller han ikke optimalt. Serena Williams vil ikke skifte eller vaske sine strømper under en turnering. Og en brasiliansk kampsportsudøver ved navn Lyoto Machida går så vidt, at han drikker sit eget tis før en kamp. Den slags kan man så affeje som overtro eller nonsens. Men det ville ikke være helt berettiget. Set med psykologiske briller har ritualer den gavnlige effekt, at de nedsætter angst og stress. Det velkendte og familiære giver ro i sindet og gør, at man bedre kan fokusere på det, der nu skal til at ske. Den tanke kan man så føre endnu videre. For selvom det først er i moderne tid, at der er noget, der hedder psykologi, som kan forklare os, hvad der sker i sindet hos os, så har kirken længe været klar over de gavnlige aspekter ved ritualer; ritualer der i den her tid er i fare for at blive fjernet, eftersom Den Danske Folkekirkes højmesser ofte bliver beskyldt for at have en kedelig form. Men måske er det ligefrem godt nok, at man ikke skal bombaderes med lysshow og popmusik, når man træder ind ad kirkedøren. Selvom underholdning er godt, er fordybelse dog endnu bedre og det opnås ikke, hvis man hele tiden skal tage stilling til noget nyt. Så måske skulle man tage ved lære af sportsfolkene og deres ritualer. Det er trods alt en ny måde at udtrykke en gammel visdom på: Ikke alt er op til os, nogle gange hjælper det at sætte sin lid til noget andet end forstanden og nyde roen i det gamle og velkendte, om det så er til fodboldkamp eller i kirken.

Ivan Tabrizi

August 2017